Diskusprolaps

Mellem ryghvirvlerne sidder der bruskskiver (diskus). De fungerer som en slags støddæmper og gør det muligt, at vi kan bevæge ryggen. En bruskskive består af en blød, vandholdig kernemasse, der er omgivet af en ring af stærkt bindevæv.
En diskusprolaps opstår, når de yderste lag i en bruskskive sprækker og ikke længere kan holde på den bløde kerne, der sidder inde i brusken. Hvis den bløde kerne ryger helt ud af bruskskiven taler man om en diskusprolaps og man har typisk udstrålende smerter helt ned i foden i det ene ben. Hvis den bløde kerne ”kun” ryger halvt ud taler man om en protrusion, men symptomerne er faktisk de samme som ved en diskusprolaps.

En diskusprolaps opstår oftest i lænden, men ses også i halshvirvlerne.

En diskusprolaps eller protrusion behandles ofte uden operation og vil typisk bestå af aflastning, behandling og øvelser af ryggen samt smertestillende medicin. Udsigten til at blive rask er god, og langt de fleste, der har haft en diskusprolaps eller protrusion, bliver helt raske uden operation.
Men det kan tage mange uger for en diskus at hele, så vær tålmodig!